fredag den 10. august 2012

Hukit fix-up

Da vi købte vores hus, overtog vi også et lille legehus med inventar i baghaven. Og der stod en Hukit-stol! 
Den er vist blevet efterladt ude natten over lidt for mange gange, for udover at den var falmet meget (og forskelligt på ryglæn og sæde), var der vandskade på sædet og nederst på benene.

De første billeder er taget ved solnedgang, så solen har ændret lidt på ryglænets farve, men man kan vist godt se, at ryglænet var pænt. Sædets øverste lag var bulet, og malingen skallede en del her:
Jeg vaskede stolen med grundrens (den var meget beskidt, og under sædet havde en edderkop lagt æg), og så boblede sædets øverste lag finér endnu mere op. Jeg rev så meget af det allerøverste lag af, som jeg kunne, og resten brugte jeg en hammer og en spatel til at fjerne.
Min mand var hurtig, mens jeg lige blev distraheret af noget et øjeblik, så da jeg skulle til at slibe sædet med sandpapir, havde han allerede gjort det, og den var klar til ny maling.

Vi lod benene være på trods af vandskaderne nederst, og ryglæn og sæde blev sprayet med Belton Molotow i Juice Green. 
Så nu er den blevet forfremmet til hus-stol og er Viggos skrivebordsstol. 

tirsdag den 7. august 2012

Lotustosset

Tænk hvis der fandtes en tidsmaskine! Der er mange steder i verden, som jeg ville rejse tilbage og besøge under forskellige tidsperioder. Og hvis jeg så havde en grund til at besøge 60'erne, så skulle jeg klart købe nogle lotus ting! :D

Jeg har haft en masse hyggelig mail- og Facebooksnak med Mia, og hun spurgte, om ikke jeg ville vise min Lotus-samling, og det vil jeg da gerne. Så kan jeg jo samtidig dele, hvor jeg har fundet tingene.


Her er min samling:

Cathrineholm Lotus

Cathrineholm var en emaljefabrik i Norge, der i 1954 ansatte designeren Grete Prytz Kittelsen til at designe en serie husholdningsartikler. Selve lotusmotivet er dog designet af en dekoratør ved navn Arne Clausen.

En lille orange emaljeskål, 10 cm. i diameter, købt hos Silottes/Tingfinderen:
En orange kaffekande købt hos Fru Stærk til en ualmindelig god pris (den er næsten altid i selskab med Lyholmerpigen og den lille gule Cathrineholm Viking-skål. Jeg er næsten lige så vild med Viking-skåle som med Lotus-skåle) :

  En blå te-kande købt i en genbrugsbutik/-lade på Sydfyn:

En blå skål, 20 cm. i diameter. Købt på eBay sammen med den grønne skål herunder:

Den grønne skål (14 cm. i diameter) her har egentlig en farve, som jeg ikke er specielt vild med, men når sollyset rammer den, er den så flot, at den er den eneste lotusskål, som jeg altid har stående fremme:
 
Min eneste Lotus-gryde. Den er godt slidt og har ikke nogen ring, så den er købt til at være potteskjuler. Jeg fandt den på Etsy: 

Lyngby Lotus

Lyngby Porcelænsfabrik har jo lavet service med lotusmønstret.

Jeg har 3 kopper med blå blade. På to af dem sidder bladene højt, som det kan ses på billedet herunder. Jeg bruger dem til fyrfadslys:

De bliver finere og finere efterhånden, som det bliver mørkere om aftenen:

 Jeg ønsker mig ikke et komplet stel i Lotus. Jeg vil bare gerne have enkelte tallerkener til servering, altså at bruge som fade, så det bliver mere festligt, når vi spiser af kedelige hvide tallerkener, der kan smadres, uden at det er en katastrofe.


Jeg har to middagstallerkener med lime blade, en underkop og frokostallerken (kagetallerken?) hver i blå og orange:
 De limefarvede er jeg specielt glad for:

Underkopperne er forskellige. Måske er den ene til tekop og den anden til kaffekop? Jeg har set, at Lyngby lavede mindst tre forskellige kopper, så forskellige underkopper giver vel god mening?:
 Middagstallerkenerne er købt hos Westminde Antik, og resten er købt under en ferie på Bornholm hos Mary-ann, der har netbutikken Fund & Funkis.

fredag den 3. august 2012

Min minitrold


Flere gange har jeg taget billeder, der var tiltænkt et blogindlæg om genbrug, lopper og/eller spraymaling. Det er så bare aldrig blevet til noget, men nu sidder jeg og leder mine billeder igennem for at samle sammen til nogle tema-blogindlæg, som f.eks. lotus og påske.

Det tager lang tid, fordi jeg samtidig er i gang med en ordre hos Spoonflower, der trækker ud, fordi jeg er ved at uploade nye designs (der var en lille farvefejl på de gamle), så når jeg ikke er klar til det planlagte "lotus-indlæg", får I lige et billede af verdens frækkest baby: Otto. :)

mandag den 23. juli 2012

Loppisudbytte

Vi har været på ferie i Sydsverige, hvor jeg så MEGET frem til at finde de største stofskatte på alle de berømte loppis(er?). Vi var på "road trip", hvor vi højst overnattede samme sted to gange, så vi kom langt omkring. 

Hos en lille dame i et lille skur med ragelse, fandt jeg dette korsstingbroderi til 5 kr.:
Så var jeg jo godt i gang, tænkte jeg. 
Men derefter fulgte rodebunker, møgstakke og sirligt opstillet bras. Ok, så slemt var det hele nok ikke, men ét sted kravlede jeg rundt i en hal på kæmpe trækasser og løftede de øverste lag for at finde halvmugne dimser nedenunder. 
Og et andet sted fulgte jeg en smal sti gennem et fint lille hus, der var så proppet med "ting", at de fleste bunker var utilgængelige, og et rum var TOTALT fyldt, dvs. 100%: Døråbningen kunne lige ses, hvor ragelse var stablet helt op til loftet, så der intet var at se inde i rummet. Det kunne vel også have været et skab - det aner jeg ikke. Min mand og jeg ærgrer os så meget over, at vi ikke tog et kamera med derind!

I et af de mindst proppede rum spottede jeg dog en 6 cm. Lyngbyvase, men selvom jeg flyttede flere ting, 
kunne jeg simpelthen ikke nå den. Så fandt jeg en lang stok i et andet rum, og heldigvis vendte vasen med åbningen mod mig, så jeg kunne læne mig ind over en høj stak og løfte vasen op med (på) stokkens spids.
Den var blomstret, så jeg ville ikke have den til mig selv, men der kunne nok være andre, der ville blive glade for den. Desværre havde den været slået i stykker og var limet dårligt sammen, så jeg lod den blive i huset.

Efter at have besøgt så mange steder, at Viggo på 5 år, hver gang vi stoppede bilen, spurgte: "Skal vi på loppemarked igen?",  fik jeg øje på en kæmpe genbrugsforretning, Erikshjälpen. Den havde kun åbent to dage om ugen, og dagen efter var der åbent fra kl. 12. 

Så inden de åbnede, tog jeg rundt i et par andre genbrugsbutikker i byen (Växjö). I den første fik jeg for første gang den velkendte hjertebanken. I sengetøjsreolen lå 3 fine ting.

Et juniorbetræk af Dekoplusstof:

 John Blund-stof syet til noget, der kunne være et pusleunderlag med opbevaringslommer:

Et grønt babylagen med søde blomster:

Jeg var ved Erikshjälpen kl. 11.45, og da var der allerede 20-30 mennesker, der stod i kø. Jeg stillede mig pænt op i rækken, men det gik hurtigt op for mig, at der var en del, der ikke havde planer om at gøre det samme. Det strømmede til med mennesker, og specielt dem i bedsteforældrealderen møffede sig fremad, så godt de kunne. Og da dørene blev åbnet præcis kl. 12, var det bare om at følge med, hvis man ikke ville skubbes omkuld. Jeg gætter på, at vi var næsten 200, der ventede, da de åbnede.
Det øgede spændingen. Det måtte da være store skatte, de havde derinde. 
Men... det eneste, bare en smule interessant, var en gammel skumgummimadras med et grønt blomstret 70er-betræk, der var så tyndslidt og hullet, at jeg bedømte det meste af stoffet til at være ubrugeligt - og ikke 70 kr. og besværet med skummadrassen værd.

Alligevel besøgte vi Erikshjälpen i Helsingborg, inden vi sejlede over til Helsingør (dyreste sejltur pr. minut, jeg nogensinde har taget!), og der fandt Viggo og jeg hver en lampe.

Og så fik jeg et børnevattæppe i stof af den svenske designer Anna-Lena Emdén. Det er et 80-erstof:


Så lidt fik jeg da med hjem, men det var ikke retrohimlen fyldt med Cathrineholmskåle, 70er-stof og smukke vaser. Ligesom herhjemme må man åbenbart arbejde for skattene. :)

fredag den 20. juli 2012

Mere sjov fra Spoonflower

I anledning af at Spoonflower for nyligt ændrede deres "farveprofil", havde de tilbud på farveprøver, så man kunne sikre sig, hvordan deres nye farver så ud på stoffet. Det var noget af en forskel, for normalt koster en prøve $5, og tilbuddet var på $1.

Og farveforskelle var der da også lidt af. Til venstre fugle fra den gamle farveprofil (vasket) og til højre fra den nye (uvasket):
Jeg bestilte en masse fugle i forskellige størrelser, der alle er mindre end de originale. Jeg har lagt en undertrådsspole på, så man kan fornemme størrelsen.



 







Jeg fik nogle ganske små trykt på deres "linen-cotton canvas":




Jeg havde nogle elefanter liggende hos Spoonflower, som jeg ikke havde fået printet, som jeg nu fik stofprøver af. Fordi jeg selv har tegnet dem, er stregen tyndere end på de originale, og det er jeg ikke så vild med. Men det er meget sjovt, at de er så små. De gule og orange er kun ca. 3 cm.

Der kan ses små pletter på mange af billederne af fuglene. Det er bare pletter på min kameralinse, som jeg først opdagede, da jeg var færdig med at fotografere de små stofstykker i kraftigt blæsevejr, og det gad jeg altså ikke gøre om! :)

fredag den 6. juli 2012

Min mand kan trylle

Sidste år lavede min mand og jeg nogle brune elefanter (jeg tegnede, og han gjorde computerarbejdet), som jeg fik printet hos Spoonflower, så jeg kunne få et babybetræk til lille Otto, der mindede om det, jeg sov med som barn.
Nu har han så selv skabt magi med sin computer, for fuglene var et meget større arbejde. "Repeatet" er større på dem end på elefanterne, og hvor elefanterne nemt kan tegnes af, er fuglene meget mere detaljerede.

Jeg har så lavet farvekombinationer i det uendelige, men kun tre af dem, har jeg fået printet:
Det grønne er lidt lysere i virkeligheden, og her har jeg lavet fuglene lidt mindre end på de to andre udgaver (som er i den rigtige størrelse).
Jeg har set flere kalde dem Grazielafugle, men de er nu ikke designet af Graziela Preiser. De er fra en Østtysk sengetøjsfabrik, der gik konkurs i 80'erne, men den er blevet opkøbt siden, så der sidder nok nogen med rettighederne til printet et sted. 

De er nu ikke lige så smukke som de originale:

torsdag den 7. juni 2012

Smølfekjoler til to Smølfiner


De to søde små piger, der for noget tid siden modtog et par smølfe-bøllehatte, havde ventet længe på, at jeg skulle få syet smølfekjoler til dem. Deres mor og jeg har sendt mange Facebookbeskeder til hinanden for at finde på det helt rigtige til dem. 

Storesøster skulle have en kjole, der mindede lidt om den lille kjole, jeg engang havde købt, fordi den var syet i noget Dekoplusstof, som jeg var vild med.

Her er forsiden med smølfer og en lille hjertelomme. :
Smølfestoffet har et lag lyserødt lagenlærred bag sig, fordi det er så tyndt og lidt gennemsigtigt. Skråbåndet har jeg lavet af turkist stof med hvide prikker.

Der skulle have været en lynlås midt på ryggen, men det, syntes jeg, var synd, så jeg flyttede den over i den ene side. 
Bagsiden med hjerter:


Lillesøster har muskelsvind. Derfor skulle hendes kjole være kørestolsegnet. Jeg har brugt et blusemønster og forlænget det lidt, så hun stadig har lidt kjolefornemmelse med den på:
 Lommen har min mor strikket, for det har jeg aldrig rigtig haft lyst til at lære.

Bagsiden:


Det var flere gange "første" for mig at sy disse: Første gang jeg syede en kjole, første gang jeg syede ærmer på noget, første gang jeg prøvede at rynke noget, første gang jeg lavede mit eget skråbånd og første gang jeg ændrede så meget på et mønster, at det var lidt ved at gå galt...

søndag den 20. maj 2012

Nærbillede af Night & Day's elefanter

Som alle der læser stof- og syblogs vel allerede ved, kommer der i juni (ny dato er 11. juni) nyt sengetøj med de retro 70'er-elefanter, Sove Trine, der dengang blev lavet af Nordisk Tekstil (NT of Denmark), nu Night & Day.

På deres Facebookside har Night & Day nu lagt et nærbillede af de nye brune elefanter på opfordring af Mirjam. 

Jeg havde bemærket på de første billeder, at det så ud til, at elefanternes øjne var større end på de originale. Men på dette nærbillede kan man se, at der er mange ændringer: Nye halespidser, manglende hvide stødtænder, et mere afrundet design, manglende "tæer" (hvad kalder man elefantens negle??), de har ikke spejlvendt de små fremadvendte "liggende" elefanter i forhold til de stående og så er snablen forkert på den elefant, hvor snablen peger nedad - den er ellers så sød på den originale. 


Egentlig kan jeg godt lide de større øjne og den mere nuttede afrunding, og det var måske at forvente, at de ville opdatere dem lidt, men de andre ændringer ligner sjuskefejl, synes jeg.

I mine øjne er det en dårlig kopi af mit barndomssengetøj, så jeg er lidt skuffet.
Men der er jo ingen, der tvinger mig til at købe det, så jeg kan jo bare lade være.

Hvad synes du? Er det en fin udgave for 2012 og en positiv overraskelse? Eller skulle de have givet os 70'er-udgaven, som alle bad om?

Tilsammenligning: De originale:

søndag den 6. maj 2012

To smølfehatte

Disse to vendbare smølfe-bøllehatte tilhører nu to søde små piger fra Lundeborg:

 De og deres mor har selv været med til at vælge, hvordan de skulle se ud.
 Og der er kommet stropper på, fordi de sejler. Stropperne er aftagelige ved hjælp af trykknapper, og de kan bruges på begge sider:








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...