onsdag den 11. januar 2012

Opdatering på julegaverne

Julegaven til Nis, der var pakket ind i indlægget her, er en tote bag/stofpose i brun bredriflet fløjl. Den brune farve ser desværre mere grå ud på billederne, end den er i virkeligheden:
Han havde ønsket sig en pose, fordi vi har brugt denne meget.
Jeg fandt noget stof i Stof og Stil til indersiden, der ikke var alt for piget. (Hvis det var til mig selv, skulle det have været noget blomstret.) Der er en nem to-delt lomme på indersiden:

Risposerne til Viggo er her blevet fyldt, og kort tid før vi kørte ud til Svigermor for at holde juleaften, beklædte jeg lige hurtigt (hurra for spraylim!) en børneskoæske med papir, som han kan opbevare dem i:
"Jeg kalder dem altså ærteposer, Mor!", siger han. :)

Viggo blev utroligt glad for slangen. Med en høj og ivrig stemme sagde han: "TAK! Det er lige sådan en, jeg har ønsket mig!", da han pakkede den ud, og da han lige havde kigget på den lidt, kom han hen til mig, satte sig i øjenhøjde med mig og sagde stille: "Tuusind tak, Mor!" En så inderlig tak har vi ikke oplevet ham sige før.
Han blev senere lagt til at sove på en madras i Farmors spisestue, mens vi andre fortsatte med gavebunken, og han måtte bare have slangen med. Billedet her viser præcis, hvordan jeg fandt dem, da jeg kiggede til ham for at se, om han var faldet i søvn:

Siden har han sovet med den hver nat, selv da han var hos sin mormor et par dage i juleferien. Det var da godt, at jeg endelig tog mig sammen til at sy sådan en slange!!!

Lillebror er så heldig, at han får lov at låne den.
Det har vist sig, at Otto vist har arvet sin mors interesse for farverige stoffer, for han kan falde helt i staver over en patchworkpude, jeg har syet til Viggo, så nu bliver han omgivet af farver, når han skal hygge lidt for sig selv:

Klodsen kan han nu holde selv pga. de små bånd jeg syede på:

2 kommentarer:

Laila sagde ...

Hvor er Viggos slange bare fin :-) Er han stadig lige så glad for den?

Klodsen er også en rigtig god idé fx til barselsgave, så den skal jeg huske ;-)

Marianne sagde ...

Tak! Ja, slangen bliver stadig slæbt rundt i huset nogle gange, og jeg må huske at ryste/klemme fyldet tilbage på plads ind imellem, for det samler sig lidt i den ene ende, når han svinger med den. :)

Klodsen er vist det største hit, blandt ting jeg har syet. Både Viggo og Otto er vilde med den, og når babyerne fra mødregruppen har været her, har den fanget alles opmærksomhed.
Så den kunne nok bringe lykke, hvis du gav en i barselsgave. :)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...