mandag den 23. juli 2012

Loppisudbytte

Vi har været på ferie i Sydsverige, hvor jeg så MEGET frem til at finde de største stofskatte på alle de berømte loppis(er?). Vi var på "road trip", hvor vi højst overnattede samme sted to gange, så vi kom langt omkring. 

Hos en lille dame i et lille skur med ragelse, fandt jeg dette korsstingbroderi til 5 kr.:
Så var jeg jo godt i gang, tænkte jeg. 
Men derefter fulgte rodebunker, møgstakke og sirligt opstillet bras. Ok, så slemt var det hele nok ikke, men ét sted kravlede jeg rundt i en hal på kæmpe trækasser og løftede de øverste lag for at finde halvmugne dimser nedenunder. 
Og et andet sted fulgte jeg en smal sti gennem et fint lille hus, der var så proppet med "ting", at de fleste bunker var utilgængelige, og et rum var TOTALT fyldt, dvs. 100%: Døråbningen kunne lige ses, hvor ragelse var stablet helt op til loftet, så der intet var at se inde i rummet. Det kunne vel også have været et skab - det aner jeg ikke. Min mand og jeg ærgrer os så meget over, at vi ikke tog et kamera med derind!

I et af de mindst proppede rum spottede jeg dog en 6 cm. Lyngbyvase, men selvom jeg flyttede flere ting, 
kunne jeg simpelthen ikke nå den. Så fandt jeg en lang stok i et andet rum, og heldigvis vendte vasen med åbningen mod mig, så jeg kunne læne mig ind over en høj stak og løfte vasen op med (på) stokkens spids.
Den var blomstret, så jeg ville ikke have den til mig selv, men der kunne nok være andre, der ville blive glade for den. Desværre havde den været slået i stykker og var limet dårligt sammen, så jeg lod den blive i huset.

Efter at have besøgt så mange steder, at Viggo på 5 år, hver gang vi stoppede bilen, spurgte: "Skal vi på loppemarked igen?",  fik jeg øje på en kæmpe genbrugsforretning, Erikshjälpen. Den havde kun åbent to dage om ugen, og dagen efter var der åbent fra kl. 12. 

Så inden de åbnede, tog jeg rundt i et par andre genbrugsbutikker i byen (Växjö). I den første fik jeg for første gang den velkendte hjertebanken. I sengetøjsreolen lå 3 fine ting.

Et juniorbetræk af Dekoplusstof:

 John Blund-stof syet til noget, der kunne være et pusleunderlag med opbevaringslommer:

Et grønt babylagen med søde blomster:

Jeg var ved Erikshjälpen kl. 11.45, og da var der allerede 20-30 mennesker, der stod i kø. Jeg stillede mig pænt op i rækken, men det gik hurtigt op for mig, at der var en del, der ikke havde planer om at gøre det samme. Det strømmede til med mennesker, og specielt dem i bedsteforældrealderen møffede sig fremad, så godt de kunne. Og da dørene blev åbnet præcis kl. 12, var det bare om at følge med, hvis man ikke ville skubbes omkuld. Jeg gætter på, at vi var næsten 200, der ventede, da de åbnede.
Det øgede spændingen. Det måtte da være store skatte, de havde derinde. 
Men... det eneste, bare en smule interessant, var en gammel skumgummimadras med et grønt blomstret 70er-betræk, der var så tyndslidt og hullet, at jeg bedømte det meste af stoffet til at være ubrugeligt - og ikke 70 kr. og besværet med skummadrassen værd.

Alligevel besøgte vi Erikshjälpen i Helsingborg, inden vi sejlede over til Helsingør (dyreste sejltur pr. minut, jeg nogensinde har taget!), og der fandt Viggo og jeg hver en lampe.

Og så fik jeg et børnevattæppe i stof af den svenske designer Anna-Lena Emdén. Det er et 80-erstof:


Så lidt fik jeg da med hjem, men det var ikke retrohimlen fyldt med Cathrineholmskåle, 70er-stof og smukke vaser. Ligesom herhjemme må man åbenbart arbejde for skattene. :)

fredag den 20. juli 2012

Mere sjov fra Spoonflower

I anledning af at Spoonflower for nyligt ændrede deres "farveprofil", havde de tilbud på farveprøver, så man kunne sikre sig, hvordan deres nye farver så ud på stoffet. Det var noget af en forskel, for normalt koster en prøve $5, og tilbuddet var på $1.

Og farveforskelle var der da også lidt af. Til venstre fugle fra den gamle farveprofil (vasket) og til højre fra den nye (uvasket):
Jeg bestilte en masse fugle i forskellige størrelser, der alle er mindre end de originale. Jeg har lagt en undertrådsspole på, så man kan fornemme størrelsen.



 







Jeg fik nogle ganske små trykt på deres "linen-cotton canvas":




Jeg havde nogle elefanter liggende hos Spoonflower, som jeg ikke havde fået printet, som jeg nu fik stofprøver af. Fordi jeg selv har tegnet dem, er stregen tyndere end på de originale, og det er jeg ikke så vild med. Men det er meget sjovt, at de er så små. De gule og orange er kun ca. 3 cm.

Der kan ses små pletter på mange af billederne af fuglene. Det er bare pletter på min kameralinse, som jeg først opdagede, da jeg var færdig med at fotografere de små stofstykker i kraftigt blæsevejr, og det gad jeg altså ikke gøre om! :)

fredag den 6. juli 2012

Min mand kan trylle

Sidste år lavede min mand og jeg nogle brune elefanter (jeg tegnede, og han gjorde computerarbejdet), som jeg fik printet hos Spoonflower, så jeg kunne få et babybetræk til lille Otto, der mindede om det, jeg sov med som barn.
Nu har han så selv skabt magi med sin computer, for fuglene var et meget større arbejde. "Repeatet" er større på dem end på elefanterne, og hvor elefanterne nemt kan tegnes af, er fuglene meget mere detaljerede.

Jeg har så lavet farvekombinationer i det uendelige, men kun tre af dem, har jeg fået printet:
Det grønne er lidt lysere i virkeligheden, og her har jeg lavet fuglene lidt mindre end på de to andre udgaver (som er i den rigtige størrelse).
Jeg har set flere kalde dem Grazielafugle, men de er nu ikke designet af Graziela Preiser. De er fra en Østtysk sengetøjsfabrik, der gik konkurs i 80'erne, men den er blevet opkøbt siden, så der sidder nok nogen med rettighederne til printet et sted. 

De er nu ikke lige så smukke som de originale:
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...